6 seks gange om dagen. Så tit ringer offentlige myndigheder i gennemsnit til it-firmaet CSC for at få hjælp til at betjene det udskældte Statens Lønsystem (SLS), som står for udbetalingerne af løn til ansatte i mere end 500 statslige inistitutioner. I alt bliver det til 1500 henvendelser om året om systemet, som foreløbig har været mere end 13 år undervejs og stadig ikke fungerer optimalt.
Dermed tegner SLS sig for trefjerdedele af de i alt 2000 henvendelser som hvert år havner hos den tekniske helpdesk, som CSC driver på vegne af Økonomistyrelsen. De resterende 500 henvendelser drejer sig om Statens KoncernSystem (SKS), Navision Stat (NS), Finansministeriets Informationssystem om løn- og ansættelsesvilkår (ISOLA) og Finansministeriets Pensionsaldersberegningssystem (PENSAB).
Økonomistyrelsen vil ikke oplyse hvor meget CSC får for at se på de problemer, som de statslige myndigheder har med det system, som it-firmaet selv har stået for at udvikle siden 1991. Begrundelsen er at det drejer sig om kontraktretslige forhold, som helst ikke skal komme konkurrenter for ørene.
SLS er fortsat ikke i stand til at pakke to lønsedler i en kuvert, hvilket betyder at mange statslige ansatte, blandt andet præster, modtager to kuverter med lønsedler hver måned. Desuden er systemet ikke i stand til at snakke sammen med de enkelte myndigheders tidsregistreringssystemer, hvorfor mange myndigheder må taste oplysningerne manuelt ind i SLS.
Økonomistyrelsen har dog igangsat et analysearbejde med henblik på at etablere de nødvendige grænseflader, der skal gøre det muligt at få systemerne til at snakke sammen.