De næsten 10 millioner indbyggere i Mexico City, der ligger på en tiendeplads blandt verdens største byer, får snart adgang til trådløst internet uanset hvor i byen de befinder sig. Det er løftet fra Marcelo Luis Ebrard Casaubon, der er regeringschef i det mexicanske hovedstadsdistrikt (Distrito Federal).
Han fortæller i en pressemeddelelse, at hele Mexico City skal dækkes med trådløst internet inden næste år. Distrito Federal har underskrevet en kontrakt med den kinesiske netværksleverandør ZTE Corporation, der skal installere det trådløse net.
Det er blandt andet statslige kontorer, institutioner og skoler, men også private virksomheder og forretninger, der skal nyde godt af den trådløse internetadgang. Bystyret fortæller desuden, at 4.000 overvågningskameraer skal tilsluttes netværket.
Pressemeddelelsen fortæller ikke, om turister også får adgang til at surfe trådløst i Mexico City.