I et futuristisk indrettet rum 30 meter under den svenske hovedstad finder man et af Sveriges bedst sikrede hostingcentre, Pionen. Bunkeren blev hugget ud i den hårde undergrund i den kolde krigs første år. Den fik aldrig fik lov at vise sit værd i en atomkrig, men nu skal den beskytte nogle af de mest eksplosive data i øjeblikket.
Wikileaks har fået serverplads i bunkeren.
Den svenske fotograf Jann Lipka har fået lov til at besøge faciliteterne i Pionen, hvor han har taget en stribe imponerende 360 graders-billedserier. De kan ses på den danske portalside for virtuelle fotografier Panoramas.dk eller på fotografens egen hjemmeside.
På billederne kan man blandt andet se de dieselgeneratorer, som skal holde centret i live, hvis forbindelsen til omverdenen ryger. Arkitekten af arealerne lovede også, at data og medarbejdere er sikret mod diverse naturkatastrofer og atomangreb. For eksempel er der kun én indgang ned i bunkeren, og den er beskyttet af en halv meter tyk ståldør.
Selv om bunkeren i Stockholm lader til at være sikret efter alle kunstens regler, så lægger Wikileaks ikke alle sin æg i dén kurv. Organisationen har angiveligt placeret sine data på andre hemmeligholdte destinationer andre steder i verden.
Se alle panorama-billederne her.
Wikileaks leder, Julian Assange, og resten af Wikileaks har længe haft et tæt forhold til Sverige. Senest har Wikipedia-talsmanden fået sig et pro forma job som journalist i Sverige for at komme under den svenske pressebeskyttelse. Tidligere har Wikileaks fået serverplads hos et andet svensk firma ejet af Gottfrid Svartholm og Fredrik Neij - to personer der sad på anklagebænken, da Pirate Bay blev dømt sidste år.
Senest har det svenske piratparti tilbudt at hoste den kontroversielle organisations data på sine egne servere, og de er altså placeret 30 meter under jorden i det sydlige Stockholm.
Det er Sveriges første internetleverandør Bahnhof, der ejer det atomsikre kælderværelse.