Softwarefirmaet Oracle er stødt ind i endnu en forhindring på vejen mod overtagelsen af konkurrenten PeopleSoft. Advokater i det amerikanske Justitsministerium anbefaler, at regeringen bør forhindre en sammenlægning af de to virksomheder, skriver Børsen Online.
En fusion mellem Oracle og PeopleSoft vil skabe den næststørste softwareudbyder og reducere antallet af leverandører af software til større virksomheder fra tre til to.
Justitsministeriet vil træffe den endelige beslutning i sagen senest den 2. marts, men Oracle er overbevist om, at sammenlægningen bliver godkendt før eller siden.
Oracle har netop hævet sit bud på PeopleSoft-aktierne fra 19,50 til 26 dollar per aktie, men hidtil har både ledelsen og aktionærer i firmaet afvist Oracles stærke bejlen.