Filminstruktøren Steven Spielberg fortæller i en meddelelse til den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC), at han har købt 5.8 pct. af aktierne i Internet-selskabet Ticketmaster Online-Citysearch. Firmaets Internet-tjeneste sælger bl.a. billetter til koncerter over nettet. Spielberg har købt 506.909 såkaldte B-aktier, men han vil ikke fortælle, hvor meget han har betalt for aktierne eller hvornår købet er gennemført. Aktiemajoriteten i selskabet ejes af USA Networks, der netop har tilbudt at købe søgemaskinen Lycos. Det er planen, at Ticketmaster Online-Citysearch skal slås sammen med Lycos i det nye selskab USA/Lycos Interactive Networks.