I Østrig er den tredje mobilgeneration - bedre kendt som UMTS - ikke længere fremtidsmusik. Teleselskabet Mobilkom Austria har etableret det første fuldt funktionsdygtige UMTS-netværk i Europa, som dækker 25 pct. af landets befolkning.
Med en befolkning på otte millioner i alpelandet er det omkring to millioner østrigere, som nu har mulighed for at surfe mobilt på internet med op til 384 kbps. UMTS-netværket er installeret i alle de store østrigske byer med undtagelse af Salzburg.
Frem til årsskiftet vil Mobilkom Austria installere 1.000 UMTS-basisstationer, som skal dække 40 pct. af landet.
Der er kun et lille problem - endnu er det ikke muligt at købe UMTS-mobiltelefoner. De første modeller kommer først om 3-6 måneder. Trods en dækning på 25 pct. kan det nye UMTS-net i Østrig altså ikke bruges til ret meget.
Mobilkom-direktør Boris Nemsic har dog en ide: "Vi inviterer producenterne til at teste deres telefoner i vores net, som jo allerede er fuldt funktionsdygtigt," siger han.
Siden 2001 har Mobilkom Austria investeret omkring 580 mio. kr. i udbygningen af UMTS-nettet.