Informations-motorvejen lever endnu ikke helt op til sit navn - ihvertfald ikke, hvis man sidder fast i en bilkø og ønsker at surfe på Internet. Men et nyt partnerskab mellem IBM og Motorola skal bane vejen for nye trådløse Internet-teknologier, som på sigt bliver indbygget i fabriksnye biler i den høje prisklasse. Motorola leverer allerede teknisk biludstyr til Mercedes-Benz, General Motors og andre bilfabrikanter, mens IBM har indgået flere partnerskaber om trådløs teknologi, bl.a. med Sprint og VodaFone.
Motorola har præsenteret en tidlig prototype på fremtidens mobile Internet-systemer under betegnelsen iRadio. Med dette trådløse system kan man koble sig på satellit- og mobilnetværk og hente multimedie-informationer og web-sider. Systemet kan også bruges til at hente og sende elektronisk post, downloade musik, shoppe og tjekke aktiekurser.
De første bilmodeller med de nye Internet-systemer kommer ikke på markedet før i år 2002. DaimlerChrysler, GM and Volkswagen er blandt de fabrikanter, som overvejer at udstyre deres biler med den nye teknologi.
(Kilde: CNET)