Mitch Kapor er kendt for sin begejstring for Nettet og den moderne teknologi, men på Harvard Internet & Society konferencen i slutningen af maj sagde han, at den overdrevne eufori omkring de amerikanske "dot-coms" er ved at lægge sig.
Udløseren er den korrektion på det amerikanske Nasdaq-aktiemarked, der har dæmpet optimismen og inddæmmet den pengestrøm som har oversvømmet mange nystartede Internet-firmaer, mener Kapor.
Men ændringen er til det bedre, understreger han. Firmaer med solide forretningsplaner, der kan tjene penge i stedet for at jagte drømme, som Kapor udtrykker det, har nu en chance for at markere sig.
Kapor kaldte sit foredrag for "bekendelser fra en omvendt techno-utopiker". Han kalder sig selv realistisk og peger på manglerne ved den elektroniske kommunikation, som kropssprog og nuancer i sproget.
Internet mangler "følelsesmæssig båndbredde", ifølge Kapor, og venter på den dag hvor Internet kan præsentere "ekstremt realistiske modeller" af andre mennesker.