Den norske del af mobiloperatøren Nordisk Mobiltelefon AS, også kaldet Ice.net, er gået i betalingsstandsning. Det skriver Dagens It.
Advokat Torleif Peder Dahl, som er bestyrelsesformand i Nordisk Mobiltelefon ab og bestyrelsesmedlem i Nordisk Mobiltelefon Norge, bekræfter over for norske Dagens Næringsliv, at der er indført en midlertidig betalingsstandsning.
»Vi er i gang med en ny runde for at indhente kapital. Det tager længere tid, end vi havde håbet, og vi må derfor disponere, som vi har gjort, for ikke at gå konkurs i mellemtiden. Vores leverandører er indforståede med dette,« siger Thorleif Peder Dahl.
Han bekræfter, at der er fare for, at Nordisk Mobiltelefon går konkurs.
»Ja det er klart, at der er det i disse tider,« siger han.
I Danmark stiller den danske direktør Erik Hornung sig uforstående over for betalingsstandsningen, som han ikke tror på er rigtig.
»Jeg er sikker på, at jeg ville vide det, hvis det var tilfældet,« siger han til CRN.
Han afviser samtidig, at der er problemer i den danske del af virksomheden.
»Vi er ude at hente kapital lige nu, men det er ikke det samme, som at vi er i krise,« siger Erik Hornung, og understreger, at de betaler alle deres regninger i danske Ice.net.
Ice.nets produkt er CDMA teknologi, der er en konkurrent til 3G, men kun leverer datatrafik og ikke telefoni.