Forhandlerkæden BlueTel, som den sidste måneds tid har været igennem både en fyring og en politianmeldelse for svindel fra Nokia, har begæret betalingsstandsning. BlueTel ønsker på den måde - ifølge en meddelelse - at skabe ro om koncernen med henblik på en restrukturering.
Til Berlingske Tidende siger pr- og marketingchef Ole Juul, BlueTel, at betalingsstandsningen er den eneste fornuftige måde at komme videre på for at redde virksomheden, og han forventer, at BlueTel overlever.
Det betvivles dog af teleanalytiker John Strand, der til Berlingske Tidende siger, at han har svært ved at se, hvem der vil overtage BlueTel, hvis forhandlerkæden ikke kan fortsætte. Der er allerede alt for mange forhandlere på markedet, angiver han.