Internet har trange kår. Ikke kun i lande som Kina og Cuba, hvor nettet er underkastet strenge regler og overvågning fra statens side, men også i det fattige, krigsplagede land Afghanistan, hvor Taliban-regeringen netop har udstedt et forbud mod at bruge internet.
"Vi er ikke imod internet, men det bruges til at sprede umoral og propaganda mod islam," siger udenrigsminister Wakil Ahmed Mutawakil til det afghanske nyhedsbureau AIP. Selv de talibanske myndigheder må ikke længere gå på nettet.
Spørgsmålet er, om der overhovedet findes én eneste computer med fungerende internet-forbindelse i Afghanistan. Antallet af pc'er i landet er yderst begrænset, og de eneste telefonforbindelser ud af landet går over satellit eller nogle få pakistanske kabler.
Beslutningen tolkes som endnu et skridt på vejen mod Afghanistans fuldstændige isolation i det internationale samfund. Senest har Taliban-styret tiltrukket international kritik ved at tilintetgøre værdifulde Buddha-statuer i Bamiyan og forlange, at landets hindu-mindretal skal bære et gult mærke.
(Kilde: tecchannel)