Navn: Aktie.Kapow.Net
Adresse: http://aktie.kapow.net
Emne: Handelskurser
Beskrivelse: Den nye Internet-tjeneste Aktie.Kapow.Net samler alle offentliggjorte handelskurser fra børsmæglere på Københavns Fondsbørs. Informationerne opdateres hvert minut af en automatisk Internetrobot. Køb- og salgskurserne hentes fra de fire danske banker, der bringer kursinformationer på deres web-steder: Alm. Brand Bank, BG Bank, SparNord og Sydbank. Man kan altså finde de samme informationer ved at besøge de enkelte bankers hjemmesider, men Aktie.Kapow.Net gør det betydelig lettere at skaffe sig et hurtigt overblik.
Design: Det er tydeligvis ikke den designmæssige side, der er brugt mest tid på. Hjemmesiden er næsten fuldstændig blottet for grafiske elementer, hvilket til gengæld også betyder, at siderne kommer meget hurtigt frem på skærmen. Inddelingen af kursoversigten i grønne, røde og grå felter er imidlertid lidt forvirrende, og burde være ledsaget af en forklarende tekst.
Opdatering: Den automatiske robot henter hvert minut de seneste kurser fra bankernes hjemmesider. Forudsat, at netforbindelsen fungerer, kan man derfor være sikker på at finde meget aktuelle informationer. Kurserne er forsynet med en tidsangivelse, som viser, hvornår informationerne fra den enkelte bank senest er opdateret.
Links: Det er et stort plus, at Aktie.Kapow.Net ikke kun linker til de fire banker, men også til hjemmesiderne for alle de danske børsnoterede virksomheder.
Omfang: Tjenesten indeholder handelskurser for 134 danske aktier, inddelt i porteføljerne KFX, forsikring, handel og service, industri, investeringsselskaber, pengeinstitutter og rederier. Derudover har man muligheden for at oprette sin egen aktieportefølje med de værdipapirer, som man har investeret i eller interesserer sig for. Man kan indstille opdateringshastigheden for porteføljen og sætte systemet til at sende et e-mail, når aktien kan købes eller sælges til en bestemt kurs. Den elektroniske besked kan endda tilpasses mobiltelefonernes SMS-system.
Samlet vurdering: Aktie.Kapow.Net er et spændende eksempel på en automatiseret Internet-tjeneste, der ikke involverer menneskelig arbejdskraft i den daglige drift. Programmeringen er afsluttet, og robotten kan derfor i princippet i uendelighed skovle handelskurser hjem fra bankerne. Systemet skal kun opdateres, hvis bankernes hjemmesider skifter struktur eller der skal tilføjes eller fjernes børsnoterede firmaer. Det er - den nødvendige tekniske kunnen forudsat - utroligt let at opsætte en sådan tjeneste, og der vil sikkert opstå mange flere robotdrevne tjenester, som samler informationer fra nettet og præsenterer dem i overskuelig form.
Firmaet bag tjenesten, Kapow, har bl.a. udviklet sådanne databaser med bolig- og båd-annoncer.