En domstol i den amerikanske forbundsstat Virginia har afsagt dom over en af de mest berygtede spammere, Jeremy Jaynes, som blev anholdt i december sidste år. Jeremy Jaynes blev fundet skyldig og idømt ni års fængsel for at have sendt mere end 100.000 spam-mails i løbet af 2003.
Jaynes gemte sig bag pseudonymet Gaven Stubberfield og sendte blandt andet spam-reklame for billige lån, aktier og internet-software.
Hans søster Jessica DeGroot blev også dømt for hendes medvirken, men slipper med en bøde på 7.500 dollar. En bekendt, som også var anklaget, blev frikendt i retten.
Statsadvokaten i Virginia, Jerry Kilgore, betegner dommen som en stor sejr for alle indbyggere i forbundsstaten og hele USA.
Selvom både Kilgore og DeGroot var bosat i en anden stat, North California, blev sagen flyttet til Virginia, fordi spam-brevene blev sendt gennem servere i denne stat.
Det skønnes at halvdelen af verdens internet-trafik passerer gennem Virginia, hvor internet-giganter som MCI og America Online har deres hovedkvarter.