Kina har forbudt oprettelsen af nye internetcafeer efter 1. juli 2007. De kinesiske myndigheder siger, at det er et spørgsmål om at forhindre internet-afhængighed. Menneskerettighedsforkæmpere mener derimod, at det drejer sig mere om at formene adgang til kritiske hjemmesider end noget andet.
Ofte bliver de kinesiske internetcafeer fremstillet som en slags syndens hule, et morads af internetjunkier og småkriminelle. Derudover bliver internettet også anklaget for at føre til selvmord. Derfor vil den kinesiske regering ikke tillade nye internetcafeer.
Kina er et af de hurtigst voksende markeder for internet, med en stigning på 23 procent i antallet af online brugere sidste år. 137 millioner kinesere er nu online.
Og internetafhængighed er et stigende problem. En undersøgelse har fundet, at 13 procent af de under-18-årige var online mere end 38 timer om ugen - den officielle definition på internetafhængighed. Og i Shanghai har myndighederne åbnet den første afvænningsklinik.
Men kritikere peger på, at det drejer sig om kontrollere adgangen til hjemmesider, der er kritiske overfor den kinesiske regering. De store kæder kan let kontrolleres og tvinges til at installere blokeringssoftware og lignende, hvor de små, uafhængige internetcafeer har været meget sværere at regulere.