Kindle har udviklet sig til et guldæg for Amazon, viser det seneste kvartalsregnskab. Selskabets omsætning i fjerde kvartal er steget med 42 pct. i forhold til samme periode sidste år og ligger nu på 9,52 mia. dollar. Og samtidig er overskuddet steget med hele 71 pct. til 384 mio. dollar.
Lige siden lanceringen af den første Kindle har Amazon holdt salgstallene tæt ind til kroppen. Og Amazon vil stadig ikke fortælle, præcis hvor mange eksemplarer af Kindle der er solgt.
Men Amazon-chef Jeff Bezos kunne alligevel ikke holde sig tilbage under pressemødet torsdag i Seattle.
”Millioner af mennesker har nu en Kindle. Og Kindle-brugere læser meget,” sagde han.
Han fortalte også, at Amazon nu sælger seks Kindle-bøger for hver ti fysiske bøger, der sælges.
Nu er e-bøgerne typisk noget billigere end de fysiske bøger, men det betyder altså alligevel, at en meget stor del af Amazons omsætning efterhånden kommer fra salget af Kindle-hardware og e-bøger.
I dag sælges både den normale Kindle og den større model Kindle DX i det meste af verden, selvom man er nødt til at bestille dem hos Amazon i USA. Den internationale udgave er begrænset på en række punkter – herunder at browseren er deaktiveret.
Men Kindle har netop fået sin største udfordrer – den nye iPad fra Apple. Amazon har forsøgt at møde denne udfordring ved at åbne sin Kindle for tredjeparts-applikationer, så den kommer til at ligne en rigtig tablet-computer. Den kommer ligefrem en App Store til Kindle.
Det kan dog ikke skjule, at Kindle er et apparat til at læse e-bøger og ikke meget andet. Den store Kindle DX koster det samme (knap 500 dollar) som den billigste iPad.
Men Kindle har kun en 9,7 tommers s/h-skærm og kun 4 GB lagerplads, mens den billigste iPad har en 9,7-tommers farveskærm og 16 GB.
Til gengæld har Kindle DX en indbygget 3G-forbindelse, som dog kun kan bruges til at hente elektroniske bøger, hvor den billigste iPad kun understøtter Wi-Fi. Man kan få iPad med 3G, men så er prisen noget højere.