Microsoft har igennem mange år haft store problemer med pirater, som bruger softwarefirmaets styresystemer uden at betale for det. Derfor indførte Microsoft WGA (Windows Genuine Advantage), som fortæller brugerne, om de bruger en lovlig version af Windows eller ej. Tjenesten har bare ét problem. Den fungerer ikke.
Siden Microsoft lancerede WGA, har der været talrige eksempler på, at tjenesten ikke fungerer. Hidtil har Microsoft dog valgt at ignorere de mange brugere, som fik at vide, at deres version var ulovlig, selvom den rent faktisk var lovlig. Nu indrømmer software-giganten, at WGA-tjenesten ikke har været god nok, og at den skal gennem en større opdatering.
Den nye WGA-version skal, ud over at fortælle om Windows er en kopi eller ej, også fortælle hvad der er galt, og hvad du kan gøre for at blive en lovlydig Windows-bruger.