Programmet med det usædvanlige navn D.I.R.T. (Data Interception by Remote Transmission) skal sælges til politi, sikkerhedstjenester og militæret. Ifølge producenten kan programmet anvendes til at stjæle informationer - også indholdet fra krypterede filer - fra enhver computer, der er tilsluttet Internet.
Codex Data Systems, firmaet bag programmet, er sparsom med oplysninger om sit nye "vidunderprodukt", men Internet-tjenesten Cryptome har fået fat i en PowerPoint-præsentation, der tilsyneladende er rettet mod potentielle kunder.
Præsentationen indeholder ingen tekniske detaljer, men fortæller om, hvordan programmet kan anvendes til at fjernovervåge alle computere med minimal teknisk erfaring. D.I.R.T. registrerer hvert eneste tastetryk på pc'en og kan dermed også anvendes til at omgå krypteringsprogrammer ved at registrerede indtastede kodeord og lign.
Der er tilsyneladende tale om en slags trojansk hest, der skal smugles ind på ofrets pc i en Word, PowerPoint, Excel, RTF eller WordPerfect fil. Når programmet er installeret, kan det anvendes til at læse alle filer og e-mails, plante andre programmer og vise skærmbilledet.
Nyhedstjenesten The Register anbefaler på den baggrund, at man genformaterer sin harddisk hver måned. Filer, som man har brug for, bør gemmes med en teksteditor som Notepad på et andet lagermedie og kopieres tilbage efter formateringen. Overflødige filer bør slettes, mener The Register.
Meget tyder imidlertid på, at D.I.R.T. er svindel og bedrag. Codex Data Systems tilhører en vis Frank Jones, der kalder sig selv "Spy King" og i øjeblikket er prøveløsladt efter en fængselsdom for ulovlig handel med overvågningsapparater. Jones bliver også beskyldt for at sælge udstyr, som ikke fungerer, og det gælder måske også for D.I.R.T.
Ihvertfald skriver nyhedstjenesten The Register i en ny artikel, at D.I.R.T. slet ikke er så usynlig, som firmaet påstår - den trojanske hest placerer to filer, Desktop.exe og Desktop.dll, i Windows-folderen. Men ingen kan sige, om politi og efterretningstjenester allerede anvender programmer som D.I.R.T. til at udspionere mistænktes computere.
(Kilde: Telepolis, The Register)