Kampen om julemarkedet er i gang. De tre aktører er Sony, Microsoft og Nintendo. Sony har været på markedet længe med sin PlayStation 2, og firmaet har en ganske solid markedsposition. Microsoft er "new kid on the block" og skal først til at lære spillereglerne på konsol-markedet, men firmaet har allerede et stærkt bud på en spillemaskine med sin Xbox, der kom på markedet i USA for tre dage siden.
Nintendo har mange års erfaringer på konsol-markedet og sidder med en række kendte varemærker, som Super Mario og Pokemon. Med den nye GameCube, som nu kan købes i USA, satser Nintendo ikke mindst på det yngre publikum. Prisen er 199 dollar, hvilket er 100 dollar mindre end Xbox eller PlayStation 2.
Nintendo forventer at sælge 1.1 mio. konsoller på det amerikanske marked inden nytår, mens Microsoft regner med et salg på mellem 1 og 1,5 mio. Xbox-konsoller. Analysefirmaet Gartner forudsiger at salget af spilkonsoller vil stige med intet mindre end 41 pct. til næste år.
(Kilde: CNET)