3G-telefoner med mulighed for videotelefoni bliver den næste alvorlige trussel mod sikkerheden i virksomheder, der er følsomme over for industrispionage.
»Med 3G går ikke bare industrispioner gode tider i møde. Også kriminelle bander og udenlandske efterretningstjenester på jagt efter følsomme oplysninger vil få et helt nyt arbejdsredskab med UMTS-telefoner,« siger Svein Yngvar Willassen, ekspert i efterforskning af IT-kriminalitet til Computerworld Norge.
I modsætning til telefoner med GPRS, så kan UMTS-telefoner sende et videosignal direkte uden først at gemme det i en cache takket være den større båndbredde. Dermed bliver det også vanskeligere bagefter at bevise, hvad der egentligt er blevet sendt, fordi den information udelukkende findes hos modtageren.
»Jeg vil anbefale, at virksomheder, som har fortroligt materiale og forretningshemmeligheder, indfører mobilfri zoner, så hverken ansatte eller udenforstående falder for fristelsen,« siger Svein Willassen til Computerworld Norge.
Mens flere motionscentre og svømmehaller allerede har indført forbud mod mobiltelefoner for at undgå, at kameratelefoner bliver misbrugt til at krænke folks blufærdighed og privatliv, så er det kun få virksomheder, der har forbud mod mobiltelefoner, selvom de måske håndhæver et forbud mod almindelige kameraer.
Kameraer er på vej til at blive standardudstyr i mange GSM-telefoner, og det er standard i alle UMTS-telefoner. Da mange virksomheder er nødt til at tillade medarbejderne at medbringe deres mobiltelefoner, så vil det ifølge Svein Willassen være nødvendigt at føre streng kontrol med, hvad telefonerne bliver brugt til.