2003 blev året hvor den negative stemning, som har fulgt it-aktierne siden dotcom-dagene, forsvandt. Kurserne tordnede derudaf og steg samlet set 28 procent i det forgangne år. Renser man tallene for stigningen hos teleselskabet TDC, der er vokset på linje med gennemsnittet i KFX-indekset, var stigningen hele 48 procent. Til sammenligning var den gennemsnitlige stigning på Fondsbørsen 31 procent. Det skriver IT-avisen ComON.
De første uger af 2004 har også været god for it-aktierne og ifølge de finansielle analytikere er der god grund til at bevare optimismen i det kommende år.
»Som vi ser det forventer vi, at 2004 vil blive et endnu et godt år også for it-selskaberne. Der kommer mere gang i økonomien og det vil føre til øgede investeringer med afsmittende effekt på indtjeningen hos selskaberne,« forklarer senior porteføljemanager hos BankInvest, Jens Thomsen.
De største stigninger er sket hos de mindre virksomheder SDC Dandisc, Eurocom Industries, Maconomy og Dantax, hvis markedsværdi er steget op til 270 procent. Også GN Store Nord ligger blandt højdespringerne. Fælles for selskaberne er, at de alle i det forgangne år har gennemført en succesfuld omstrukturering af forretningen og har vendt millionunderskud til plusser og vækst.
Kursvæksten hos netop disse firmaer, dækker over en generel tendens hos investorerne, der betyder at it-selskaberne i den seneste tid har fået nemmere ved at skaffe investorkapital oven på det blakkede ry som branchen fik i dotcom-dagene, forklarer Partner i revisionsfirmaet Ernst & Young, Christian Aarosin:
»Efter mange af de mere luftige projekter har vist sig ikke at kunne overleve, er andelen af virksomheder, som er i stand til at tjene penge på god traditionel vis øget. Og det betyder at tilliden til investeringerne i it-branchen er steget - og dermed er det også blevet lettere for disse virksomheder at skaffe kapital,« siger Christian Aarosin, der som leder af Ernst & Youngs Corporate Finance-afdeling arbejder med at skaffe kapital til vækstvirksomheder.
»Selv om investorerne er blevet mere forsigtige er de stadig villige til at skyde penge i it-virksomhederne. Eksempelvis ser vi en hel del follow-up investeringer, hvor investorerne udvider deres investering i de pågældende virksomheder,« uddyber han.