"Add three inches" - få tre tommer mere. De ord kender de fleste fra deres spamfyldte indbakker. Denne gang er det dog Samsung, der tilbyder at tilføje tre ekstra tommer.
Samsung annoncerede i går verdens største TFT-LCD-skærm på ikke mindre end 57 tommer. Det er tre tommer mere end Samsungs hidtil største TFT-LCD-panel, som den sydkoreanske elektronikgigant annoncerede ved samme tid sidste år.
Verdens største TFT-LCD-skærm kan altså prale af 57 tommer, eller 144 cm i 16:9-format fordelt på 125 cm vandret og 70 cm lodret. Opløsningen er 1920 x 1080 pixels i 16,7 millioner farver.
Samsung fremhæver desuden, at skærmen skulle have en højere kontrast end tidligere TFT-LCD-paneler. Det betyder også, at skærmen skulle være bedre til at bevare kontrasten ved meget mørke billeder, så billedet bliver tydeligere.
Skærmen er først og fremmest udviklet til højopløsnings-tv, HDTV, som findes i forskellige standarder. Samsung oplyser, at den nye skærm er udviklet til at håndtere HDTV med en opløsning på 1080 linjer og 60 billeder pr. sekund.
Samsung har endnu ikke offentliggjort prisen.