AMDs server-processor Opteron kunne fejre sit seks års jubilæum i denne uge og i den anledning har chipfirmaet fremlagt sin nye server-roadmap for de kommende år. På tegnebrættet er processorer med alt fra 6 til 16 kerner, skriver digi.no.
Allerede til juni år kommer den nye server-processor Istanbul med seks kerner, og den skal levere 30 procent højere ydelse end den foregående generation ved samme strømforbrug. Istanbul er beregnet til systemer med 2-8 processorer.
Næste år kommer de første »Magny-Cours« processorer med 8-12 kerner. De bruger version 2.0 af AMDs Direct Connect Architecture, der understøtter helt op til fire hukommelseskanaler. Der skulle også være 90 pct. højere HyperTransport-båndbredde.
I 2011 kommer så de første 32-nanometer server-processorer under kodenavnet »Interlagos« med helt op til 16 kerner. Her vil det være muligt at kombinere op til fire processorer i samme system, hvilket så giver 64 kerner i én enkelt server.
Ifølge AMD er ydelsen i de kommende processorer op til 35 gange højere end ydelsen i den oprindelige Opteron-processor fra 2006.
Det er ikke kun på server-fronten, at der er nyt fra AMD. I dag har chipfirmaet lanceret sin hidtil hurtigste cpu til almindelige computere, Phenom II X4 955 med 3,2 GHz taktfrekvens.
Der er også en ny version 3.0 af AMDs OverDrive software til alle dem, der ønsker at overclocke processoren.