Det populære dansk-svenske program til internet-telefoni, Skype, kan snart også bruges til at ringe til almindelige telefoner og mobiltelefoner. Fra den 1. juli kan Skype-brugere ringe til fastnet-telefoner i Danmark, Kina, USA og 22 andre lande for 10 øre i minuttet, skriver Politiken.
Brugerne kan opnå en meget stor besparelse i forhold til de normale priser på opkald til udlandet. TDC kræver eksempelvis 14 kroner i minuttet for opkald til Kina.
Det bliver også muligt at ringe til mobiltelefoner i USA og Kina for 10 øre i minuttet.
For at benytte den nye tjeneste skal man investere i en hovedtelefon med mikrofon fra Plantronics, som har indgået en eksklusiv aftale med Skype. Hovedtelefonen sælges med en særlig kode, som skal tastes ind for at ringe til almindelige telefoner og mobiltelefoner.
Den billigste udgave af hovedtelefonen koster 199 kroner inkl. 120 taleminutter og kommer på gaden samtidig med lanceringen af tjenesten den 1. juli.
På et senere tidspunkt bliver det også muligt at bruge andre hovedtelefoner og købe taletid på Skypes hjemmeside med sit kreditkort.
Det er endnu ikke muligt at ringe fra en fastnet-telefon til Skype-brugere, men firmaets danske medstifter Janus Friis siger til Politiken, at man arbejder på at tilføje denne funktion til tjenesten.