I juli måned ventes AMD at introducere sin nye topmodel, fire-kerne-processoren Phenom II X4 965 med 3,4 GHz. Prisen kendes endnu ikke, men den nuværende topmodel, Phenom II X4 955 med 3,2 GHz, koster 245 dollar ifølge den officielle prisliste.
Bortset fra taktfrekvensen i de fire kerner er de to processorer stort set identiske; de har begge 512 KB L2-cache per kerne, 6 MB delt L3-cache og et strømforbrug (TDP) på 125 watt.
Den integrerede hukommelsescontroller understøtter både DDR2 og DDR3 hukommelse, hvilket dog kræver den nye AM3+ sokkel.
Hvis man kan nøjes med DDR2-hukommelse, kan de nye processorer dog også bruges med et bundkort med AM2+ sokkel, så længe det er udstyret med et passende BIOS.
Med den nye Phenom II X4 965 med 3,4 GHz har AMD lige akkurat overhalet Intel, hvor topmodellen Core i7 975 arbejder med 3,33 GHz.
Intels egen Turbo Boost teknologi sørger dog for at skrue hastigheden i vejret, så i praksis vil Intels processor alligevel være den hurtigste.
Og det skulle den også gerne, for Core i7 975 koster med 999 dollar fire gange så meget som Phenom II X4 955.
Ligesom forgængeren kommer Phenom II X4 965 formentlig i en Black Edition med åben multiplikator, så der er frit spil for alle overclockere.