20 stillinger nedlægges, efter at leverandøren af forretningssystemer Baan har besluttet at lukke sin danske udviklingsafdeling. CRM-udviklingen har været placeret hos Baan i Herlev siden 1997, hvor Baan opkøbte Beologic. Udviklingen skal fremover ske i centre i Holland, USA og Indien.
Baans CRM-udviklingsafdeling flyttes fra Danmark til Golden, Colorado i USA. Nogle af de danske udviklingsfolk tilbydes arbejde i den nye udviklingsafdeling i USA. Overdragelsen af udviklingsprojekter og -kompetencer fra det danske kontor til USA vil ske over en tre-måneders periode og forventes fuldendt den 30. september.
En af årsagerne til centraliseringen er, at Baan ønsker, at skabe bedre synergi mellem virksomhedens strategiske fokusområder, CRM (Customer Relationship Management), SCM (Supply Chain Management) og PLM (Product Lifecycle Management). Inden for de seneste seks måneder har Baan gennemført tre store produktlanceringer, som er funderet i disse fokusområder. Det er for at styrke videreudviklingen og integrationen mellem CRM, SCM og PLM, at udviklingskompetencerne nu samles i tre store centre, angiver Baan, som befinder sig i et stærkt konkurrencepræget marked.
»Jeg beklager dybt, de konsekvenser omorganiseringen har for de berørte medarbejdere på vores danske kontor. Men jeg ser det også som et nødvendigt skridt for Baan at tage. Ved at etablere tre centrale udviklingscentre kan vi bedre konsolidere og kontrollere udviklingsplanerne for vores produkter. Samtidig kan vi skabe et yderst kompetent og dynamisk udviklingsmiljø,« siger Kim Lave Nielsen, area director i Baan Danmark.
»De CRM-kompetencer, der er opbygget siden Beologic, vil fortsætte i Baan-regi. Den danske udviklingsafdeling har gennem lang tid rapporteret til udviklingscenteret i USA, så omstruktureringen gør ingen forskel set ud fra et markedsperspektiv,« forklarer Kim Lave Nielsen.
Den danske salgs- og konsulentafdeling berøres ikke af omstruktureringen og fortsætter med samme antal medarbejdere og den samme type projekter. Det danske kontor vil have 50 medarbejdere, når omstruktureringen er gennemført, oplyses det.