Henover sommeren indtog mini-notebooks i stor stil det danske it-marked.
Men IDC-analytiker Anders Elbak er skeptisk hvad angår de små bærbares chancer som storsælgere på det danske marked.
Han mener ganske enkelt at de små computere kan for lidt i forhold til prisen.
»I almindelige bærbare får man faktisk ret meget mere for en lille smule ekstra. Mange vil synes, at de små notebooks kan for lidt, selv om de er små, så er de store i forhold til smartphones og mobiler, som de fleste ville foretrække til det helt basale,« siger Anders Elbak til online- erhvervstidskriftet Fe-m.dk.
Han vurderer at markedet for mini-computeren er aftagende og vil dale kraftigt ned til kun at udgøre et nichemarked.
Det at mini-notebooks har haft stor succes udenfor Danmark mener Anders Elbak, ikke kan overføres til danske forhold.
»Mange steder skyldes succesen, at man slet ikke har samme tradition for bærbare som i Danmark, der er et af de lande, hvor der er allerflest bærbare per indbyggere. Derfor er de mere prisfølsomme på bærbare end herhjemme, hvor man kan få en rigtig bærbar for 500 kroner mere end de små notebooks,« udtaler Anders Elbaks.