Det trådløse netværk er for alvor blevet en "hyldevare", efter at Netto og Bilka nu er gået i gang med at sælge accesspoints og pc-kort. Det er Topcom, som har fået ordren med dagligvarekæderne.
»Trådløst netværk er blevet så nemt at installere, at alle kan være med. Til vores pc-kort følger der ikke instruktioner med, man putter det simpelthen bare ind i computeren, og så finder den ud af resten,« siger Carsten Seegaard, regnskabschef hos Topcom.
Og markedet for den trådløse teknologi er der.
»Salget er gået forrygende. De Netto-butikker, der havde åbent søndag, ringede allerede mandag og meldte om udsolgt, så det er virkelig gået godt,« siger Carsten Seegaard.
Mere om sagen i næste udgave af Computer Reseller News, der udkommer 17. september.