Den svenske avis Dagens Industri skriver i dag, at Telia Sonera ligger i forhandlinger med Orange i Sverige om at købe selskabets UMTS-licens.
Hvis Telia vil opbygge sit eget netværk til 3G-telefoni, så har Telia brug for at finde et teleselskab, som er villig til at sælge sin UMTS-licens.
Da den svenske stat uddelte UMTS-licenser, blev det tidligere statslige telemonopol nemlig helt forbigået.
Derfor forhandler Telia Sonera nu ifølge Dagens Industri med Orange om at købe den licens, som Orange sidder på.
Hverken Telia eller Orange vil kommentere sagen, men over for avisen bekræfter Telia Soneras kommunikationschef, at Telia er interesserede i at købe sig til flere frekvenser.
I Danmark var Telia et af de fire selskaber, som sikrede sig en UMTS-licens.