Århus Kommune Hospital har som ejer af Danmarks ældste Cisco router vundet en trade-in kampagne iværksat af IT-distributøren Trend Communications. Præmien er nyt udstyr fra Cisco til en værdi af 50.000 kr. og to rejser til San Francisco med besøg i Ciscos hovedkvarter. Mange virksomheder med Cisco-udstyr har deltaget i kampagnen, men med en Cisco AGS Router fra 1992, blev det Århus Kommune Hospital, der løb af med første præmien.
For Århus Kommune Hospital falder præmien på det helt rigtige tidspunkt. Hospitalet står over for at skulle udskifte en del udstyr for at håndtere en voksende belastning af det centrale netværk, som hospitalet driver for Århus Amt. Oprindeligt blev netværket etableret i Amtsgården i Århus, men i 1995 udliciterede Amtsgården driften til Århus Kommune Hospital, som kunne tilbyde 24-timers drift. I dag er hospitalet det centrale IT-driftscenter for hele Århus Amt med mere end ti hospitaler og Amtsgården koblet op i et omfattende netværk med faste linjer og fiberopkoblinger.
- Routeren har kørt upåklageligt gennem alle årene, og nu giver den os endnu en gevinst. Vi skal i gang med en større opgradering af netværket for at skaffe mere båndbredde. Vi er derfor utroligt glade for at have vundet kampagnen. Det er jo mange penge, vi nu kan anskaffe udstyr for, uden at trække penge ud af budgettet, siger Lars Gleerup, IT-chef på Århus Kommune Hospital.
Trend Communications iværksatte i samarbejde med Cisco trade-in kampagnen i begyndelsen af året.
- Der er skærpet konkurrence om IT-kunderne, og derfor er det vigtigt for leverandørerne at differentiere sig. Trend Communication er ikke box-mover. Vi vil tilføre vores produkt - distributionen - værdi. Det gør vi ved at tilbyde services, der gør det enklere og mere attraktivt at være kunde hos Trend - både som forhandler og som slutkunde, siger Jens Bager, salgsdirektør i Trend Communications.