En ny version af styresystemet Windows CE til de mindste håndholdte computere, tidligere kendt under kodenavnet "Wyvern", er netop blevet sendt ud til flere pc-fabrikanter. For første gang understøtter styresystemet nu farveskærme på de små mini-computere i lomme-størrelse. Microsoft fortæller, at man har fået mange henvendelser fra kunder, der ønskede at systemet skulle understøtte farver. Fire fabrikanter har allerede annonceret, at de vil sælge modeller med den nye version af styresystemet; Compaq, Hewlett-Packard, Auctor og Trogon. Pc'erne vil være baseret på teknologi-standarden "Palm-size pc" (P/PC), som Microsoft præsenterede sidste år. De nye håndholdte pc'ere skal især konkurrere med 3Com's meget populære Palm III.
Læs mere om Microsoft's standard for håndholdte computere på www.eu.microsoft.com/windowsce/ppc/default.asp.