Fire teleselskaber betalte for tre år siden hver en milliard kroner for at drive umts-telefoni i Danmark. Men udbyttet fra den danske umts-auktion på fire milliarder kroner var betydelig mindre end det beløb, de danske politikere havde regnet med. Det afslører Ingeniøren i en omfattende oprulning af forløbet omkring auktionen.
»Folk fik julelys i øjnene ved tanken om, at her kunne man virkelig bonne en sektor for penge,« siger professor på Center for Tele-information, Knud Erik Skouby.
Politikerne regnede med et udbytte fra auktionen på 20-25 milliarder kroner, mens embedsmændene forventede omkring 10 mia. kr.
Heller ikke teorien om, at konkurrencen kunne øges og udviklingen forceres ved at udstede mange licenser holdt i praksis. I Danmark er der kun omkring 50.000 umts-kunder i dag, hvor Sverige, som ikke afholdt en auktion, har fire gange flere.
»Sandheden er, at auktionen gav dødsstødet til en række selskaber,« siger teleanalytiker John Strand til avisen.