Eleverne på de danske ungdomsuddannelser har flere computere til deling end deres medstuderende i andre lande, og Danmark er dermed i front hvad angår IT på ungdomsuddannelserne. Det viser en ny OECD-undersøgelse, hvor 15 lande stilles op over for hinanden.
Herhjemme er der på gymnasier, tekniske skoler og handelsskoler 2,8 elever for hver computer, mens der i gennemsnit er 9 elever per computer i de 15 lande, der har deltaget i undersøgelsen.
I vores nordiske broderlande, som ellers ofte er foran Danmark i internationale undersøgelser om IT- og videnssamfundet, må de se sig besejret. Således må fem finske elever deles om en computer, mens der i Sverige går 3,4 elever på hver computer.
Til gengæld tager Sverige og Finland revanche, når det kommer til lærernes adgang til computerne. Således er der henholdsvis 1,3 og 1,6 lærere per computer i Sverige og Finland, mens der i Danmark går 2,1 lærer på hver computer.
Undersøgelsen "Education at a Glance 2003", viser også, at 63 procent af de danske lærere bruger Internettet i undervisningen. Dette er væsentligt over OECD-gennemsnittet på 47 procent.