USA har endelig fået en føderal spamlov, som sætter visse begrænsninger for dem, der vil udsende uønskede reklamemails.
Præsident George W. Bush underskrev i går loven, som dermed kommer til at træde i stedet for de spamlove, der allerede findes i en række amerikanske stater.
Loven er langt fra et forbud mod spam. I modsætning til EU, hvor lovgivningen indebærer, at modtageren selv skal bede om at modtage reklamerne (opt-in), så betyder den amerikanske lov blot, at modtageren skal have en mulighed for at sige fra overfor at modtage reklamerne (opt-out).
Til gengæld har politikerne over for spam til mobiltelefoner valgt opt-in.
Den amerikanske spamlov skal først og fremmest regulere den spam, der bliver udsendt. Det indebærer, at der nu stilles skrappere krav over for de virksomheder, som udsender spam.
Loven forbyder spammere at forsøge at skjule deres identitet bag falske e-mailadresser eller anonyme servere.