Novell har annonceret, at firmaet vil bruge deres patenter til at hjælpe Electronic Frontier Foundation (EFF) i kampen mod uretfærdigt tildelte softwarepatenter, det såkaldte "Patent Busting"-projekt.
Det kan måske være noget overraskende, specielt i lyset af Novells udskældte aftale med Microsoft. Men Novell var som bekendt også med til at stifte Open Invention Network i 2005 sammen med andre store firmaer som IBM og Sony. Firmaet har da også hele tiden holdt på, at der ingen patentovertrædelser findes i FOSS.
Novell er således fast besluttet på at hjælpe EFF i kampen mod softwarepatenter generelt. En kærkommen hjælp, eftersom firmaet i mange år udviklede de facto-standarden indenfor netværk, NetWare, og havde en monopol-lignende magt over markedet. Derudover holder Novell 500 patenter, som firmaet selv mener er »fundamentale for teknologier på markedet i dag«.