Ifølge Wired har Sony og legetøjsproducenten Hasbro, der ejer rettighederne til Trivial Pursuit, planer om at lancere det gammelkendte spil i en online version på Internettet. Trivial Pursuit, der kom på markedet i 1983, er solgt i over 70 millioner eksemplarer og er stadig et af verdens fem mest populære brætspil. Planen er, at Trivial Pursuit skal lanceres i en Internet-udgave i midten af 1999 på Sony Online Entertainments hjemmeside The Station. Sony får verdensrettighederne på produktion og distribution af online-versionen. For Sony er aftalen en vigtig del af deres konkurrence med andre spilsteder, som f.eks. Microsofts Internet Gaming Zone.