Fona Og Fredgaard skal lægges sammen. Det betyder, at 15 eller 16 Fredgaard-butikker skal lukkes, mens de øvrige Fredgaard-butikker får erstattet facadeskiltet med et Fona-logo. Afviklingen af butikkerne skal ske over et år, og medarbejderstaben skal nedskæres med 100-120 medarbejdere.
Ifølge dagbladet Børsen får lukningen den konsekvens, at et forventet nulresultatet i indeværende finansår forvandles til et millionunderskud. Men administrerende direktør Michael Kjær, F Group, forventer at lukningen i de følgende år får en tocifret, positiv millioneffekt hvert år.
F Groups øvrige forretninger, Electric City, Fredgaard Erhverv, Elektronik-Centret og Dan-Aktiv, fortsætter uændret.