Nokia har siden foråret samarbejdet med en af verdens største udbydere af ip-telefoni, Avaya, og nu går de to firmaer sammen om at udvikle en SIP-baseret mobiltelefon til ip-telefoni over mobile og trådløse netværk.
I den første fase af samarbejdet blev Nokias Series 60-telefoner udstyret med Avayas klientprogram Avaya Communications Manager. Den anden fase, som starter nu, fokuserer på markedet for konvergerede telefoniløsninger, hvor mobiltelefoner kobles sammen med fastnet-infrastrukturen.
»Mere end 50 procent af medarbejderne i dagens virksomheder arbejder uden for kontorets fire vægge en stor del af deres arbejdstid, og for dem er kommunikation via telefonen altafgørende. Avaya og Nokia samarbejder om at tilbyde telefontjenester, som er nemme at anvende for virksomheder med mange mobile brugere. Ved at sammenkoble fastnet- og mobilinfrastrukturen hjælper vi virksomheder med at forbedre kontrollen over kommunikationen og sænke udgifterne til telefoni,« siger Bent Windmar, landechef for Avaya i Danmark.
Den kommende ip-mobiltelefon fra Nokia skal forsynes med en klientapplikation fra Avaya, som giver adgang til at benytte firmaets tjenester.
»Avaya-applikationen giver brugerne mulighed for at drage nytte af kun ét kontornummer og én voice-mail. Løsningen er blot begyndelsen på en række nye muligheder og funktioner for mobile brugere, som tilbydes i samarbejde med Avaya,« siger Jaakko Olkkonen, chef for divisionen Enterprise Voice Solutions hos Nokia.