Terrorfrygten vil få gang i salget af overvågningsudstyr til containerskiber, vurderer IBM. Et nyt system skal skaffe IBM og Maersk dominans på området.
Det skriver Børsen. IBM Danmark har i samarbejde med Maersk udviklet en ny computer til brug på containerskibe.
Maersk Logistics og IBM løftede sløret for den nye computer på en konference arrangeret af det amerikanske ministerium for intern sikkerhed.
Den nye computer skal placeres sammen med en række sensorer i containere med særlig vigtigt, værdifuldt eller farligt indhold.
Via en satellitforbindelse kan computeren sende informationer tilbage til den virksomhed som ejer, eller har afsendt containeren, eller til relevante myndigheder, for eksempel toldere. Dermed kan ejeren se, om containeren har lidt overlast under rejsen, eller om nogen har forsøgt at bryde ind i den.
A.P. Møller - Maersk skal i det kommende halve år teste systemet, og sikre en stor referencekunde til IBM. Det samlede verdensmarked for it til logistikbranchen, anslås at udgøre flere hundrede milliarder dollar årligt, og det marked vil IBM have en større del af.
I første omgang forventer IBM, at det nye system først og fremmest er interessant for de store rederier, og deres kunder i elektronikbranchen, der ofte flytter store partier varer mellem Asien og Nordamerika.
»Men vi forventer også, at der fra amerikansk side inden årets udgang vil blive fremlagt nye regler for, hvad man som eksportør skal kunne leve op til, for at ens varer kan komme ind i USA, og vi tror på, at myndighedernes krav til øget sikkerhed kan være med til at motivere potentielle købere,« siger Mogens Rødbro, præsident for IBM Danmark til Børsen.
På nuværende tidspunkt bliver kun godt 2 procent af de 20 millioner containere der sendes på verdensplan inspiceret
»Og det betragter mange som en sikkerhedsrisiko, de gerne vil have minimeret. Men vi forventer ikke, at det offentlige foretager disse investeringer, og derfor har vi udviklet systemet, så det også effektiviserer arbejdsgangene for de virksomheder, der i dag benytter verdenshavene til transport,« siger Mogens Rødbro fra IBM.