Norske Hands ASA har solgt hele sit danske selskab med 200 medarbejdere til konkurrenten Columbus IT Partner. Det meddelte de to selskaber i børsmeldinger i dag. Dermed er de seje forhandlinger, som ComONs søsteravis Computer Reseller News kunne løfte sløret for i sidste uge, faldet endeligt på plads.
Prisen for det danske selskab blev kun lidt højere end omtalt i CRN's første artikler om sagen, nemlig 2,1 millioner kroner i nyudstedte Columbus-aktier samt en check på fem millioner kroner - som først kan indløses næste år.
Hands ASA får med frasalget af sit kriseplagede danske datterselskab - der er næsten dobbelt så stort som moderselskabet - et regnskabsmæssigt tab på cirka 50 millioner kroner.
Den frasolgte virksomhed omsatte i 2002 for 286,6 millioner kroner og havde et underskud på driften på 10,4 millioner kroner.
Den mangeårige direktør for Hands Danmark, Ole Wamsler, har meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte i det fusionerede selskab, men i stedet vil søge nye udfordringer i IT-branchen.