Blandt de mange politiske grupper og foreninger, som PET frygtede kunne udøve samfundsomstyrtende virksomhed under den kolde krig i 1980’erne, var it-fagforbundet Prosa.
Mens ingen af de andre it-fagforbund øjensynligt havde efterretningstjenestens interesse, så var PET så stærkt bekymret for, hvad der foregik i Prosa, at fagforbundet blev sat under overvågning.
Det var nemlig gået op for de gode betjente i spiontjenesten, hvor stor magt ”edb-eksperter” pludseligt havde tilranet sig.
I dag er det således kommet frem, at PET registrerede fagforbundets medarbejdere og holdt øje med aktiviteterne i forbundet. Det kan man læse i den nylige redegørelse fra PET-kommisisonen.
Prosa har selv gennemgået redegørelsen og fundet følgende pasus:
”Det var tjenestens vurdering, at PROSA på grund af udviklingen på edb-området ville blive ”en afgørende magtfaktor i samfundet”, og at foreningen ville være i stand til at få indsigt i offentlige institutioners oplysninger og ville kunne lamme dataområdet ved hjælp af arbejdsnedlæggelser”.
Tilsyneladende havde PETs interesse for Prosa ikke nogen relation til de ikke just samfundsbevarende aktiviteter, som Blekingegade-banden gennemførte i de år. Et vigtigt medlem af banden arbejdede som edb-ekspert på det daværende Regnecentralen, hvor han ironisk nok havde løst opgaver for Rigspolitiet.
”Vi havde en meget høj organiseringsgrad på Regnecentralen, så det er sandsynligt, at han har været Prosa-medlem, men jeg ved det ikke,” siger Niels Bertelsen, Prosas nuværende formand.
At den lovlige faglige virksomhed blev registreret som en potentiel trussel mod rigets sikkerhed får dog ikke hans urintemperatur til at stige væsentligt:
”Det, de gjorde dengang, er jo vand ved siden af den massive elektroniske overvågning, vi kan blive udsat for i dag,” pointerer Prosa-formanden.
Den daværende Prosa-formand Steffen Stripp var blandt dem, blev overvåget af efterretningstjensten, og han ville gerne have været oplevelsen foruden:
”Jeg har det lidt, ligesom folk har det, når de har været udsat for et indbrud. Den dér fornemmelse af, at nogen har rodet igennem ens private ting, uden at man kan gøre noget ved det,” fortæller han til Prosas fagblad.
Prosa mener dog ikke, at PET havde installeret skjulte mikrofoner eller på anden måde lavede aflytning af hvad der foregik i fagforfundet. Overvågningen begrænsede sig ifølge Niels Bertelsen til registrering af medarbejderne. Desuden sendte PET en mand på besøg, som skulle danne sig indtryk af det politiske klima i fagforbundet. Han meldte tilbage, at it-fagforbundet hovedsageligt var drevet af folk med sympatier for partiet Venstresocialisterne.
Men den registreringen bør ikke være lovlig, mener Steffen Stripp:
”Hvis det var o.k. at overvåge PROSA, fordi medlemmerne er en potentiel magtfaktor i samfundet, kunne man i princippet overvåge alle fagforeninger. El-forbundet kan sabotere elforsyningen – skal man så have en løbende overvågning af alle el-arbejdere?” spørger den tidligere Prosa-formand.