Massachusetts Institute of Technology (MIT) har arkiveret et repræsentativt udsnit af prognoser, programmer og hjemmesider fra nettet i en ny digital tidskapsel, der ligger under web-stedet for den nye Sloan School of Management. Tidskapslen er "forseglet" med stærk kryptering, og skal ifølge MIT åbnes i år 2004. Den indeholder blandt andet fremtidsprognoser fra Microsoft-grundlægger Bill Gates og FNs generalsekretær Kofi Annan, informationer om nettets nuværende omfang og de problemer, som beskæftiger politikerne, billeder fra Volvo's hjemmeside og stumper af medieafspillerne RealPlayer og MP3 Player. Den amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan's mening om Internet-aktier ("som at spille i lotteriet") er også fastfrosset til eftertiden i den forseglede digitale kapsel.