Microsoft udsendte tirsdag en såkaldt Update Rollup til Windows 2000, som sammenfatter alle de fejlrettelser der tidligere er frigivet til styresystemet. Men Microsoft fortæller dog, at pakken også kan indeholde rettelser til mindre fejl, der ikke er offentliggjort før nu.
Det fem år gamle styresystem går ind i sin anden og sidste livsfase med udgangen af denne måned, hvor det skifter til »extended support«. Det betyder normalt, at Microsoft ikke vil frigive flere funktionsopdateringer til produktet, men der kommer stadig fejlrettelser.
Microsoft har frigivet fire Service Packs (SP) til Windows 2000, men sidste november meddelte firmaet, at man ville udsende en Update Rollup i stedet for en femte Service Pack.
Selvom Windows 2000 er på vej til at blive udfaset repræsenterer styresystemet stadig næsten halvdelen af alle Windows-installationer på virksomheds-pc'er, ifølge tal fra AssetMetrix.