Microsoft har ændret i licensreglerne for Windows Media Player, efter at en sikkerhedsekspert gjorde opmærksom på, at programmet registrerer hvilke dvd-film, der afspilles med programmet. Sikkerhedseksperten Richard Smith, beskriver i en advarsel, hvordan Media Player henter og gemmer oplysninger om dvd-film:
"Hver gang der afspilles en ny dvd-film på computeren, kontakter Windows Media Player en webserver hos Microsoft for at få information om titel og kapitler på dvd'en. Når oplysningerne er hentet uddeler webserveren et elektronisk fingeraftryk som indetificerer den film der afspilles og en cookie som identificerer den enkelte Windows Media Player. Med disse to informationer kan Microsoft holde øje med hvilke dvd-film der ses på en bestemt computer". Samtidig skaber afspilleren sin egen database over de dvd-titler, der afspilles, skriver Smith.
Richard Smith bebrejdede Microsoft for at undlade at gøre opmærksom på registreringen i de licensregler, der følger med programmet.
Ifølge Microsoft er funktionen lavet for at øge brugernes navigeringsfunktioner. Media Player henter informationer om kapiteltitler, omslaget på dvd'en o.a.. For at undgå at Media Player henter informationer om den samme dvd flere gange, gemmer programmet en liste over de film, der allerede er vist på computeren. En lignende teknologi har længe været brugt i blandt andet medieafspillere for MP3-filer.
Microsoft ændrede onsdag morgen teksten i licensaftalen, så den nu gør opmærksom på funktionen. Microsoft benægtede ved samme lejlighed, at der var nogen mulighed for at identificere den enkelte bruger.
- Vi har absolut ingen information om, hvem bruger nummer 345216436 er, så vi har ingen mulighed for at identificere brugeren, siger David Caulton, der er produktchef for Microsoft's Windows Digital Media division.
Link: