Phillips varslede i sidste måned, at firmaet ville lancere en trådløs Skype-telefon i uge 48, der ikke har behov for en tændt pc for at fungere. Men nu kommer danske RTX elektronikgiganten i forkøbet.
RTX sendte i dag produktet DUALphone 3088 i handelen. Den første trådløse telefon, som netop ikke behøver at være tilsluttet en computer. Telefonen kobles direkte til nettet og telefonstikket.
DUALphone 3088 er tænkt som en oplagt mulighed for at spare på telefonregningen. Brugeren kan selv vælge, om opkaldet skal foretages via Skype-brugere eller via en normal telefonforbindelse.
Den trådløse side af RTX nye DUALphone 3088 er baseret på DECT-standarden.
»Vi glæder os over, i samarbejde med RTX, at tage internetbaseret opkald et skridt videre med trådløse telefoner, der er integreret med Skype,« fortæller Manrique Brenes, direktør for hardware business development hos Skype.
DUALphone 3088 er tilgængelig via www.dualphone.net fra i dag og kommer på hylderne i udvalgte europæiske forretninger i Europa og Skypes online-butik fra 1. december. Den vejledende pris bliver cirka 1200 kroner.