Det sydamerikanske land Uruguay har bestilt 100.000 eksemplarer af XO-computeren - også kaldet 100-dollar-laptop - der skal uddeles til 6-12 årige skoleelever. Og der er mulighed for, at Uruguay vil bestille yderligere 300.000 computere inden 2009.
Den store ordre kan være et gennembrud for One Laptop Per Child (OLPC) Foundation, der har haft svært ved at finde købere til den billige skolecomputer. Projektet har været ramt af talrige forsinkelser og prisen for computeren er steget fra det oprindelige mål på 100 dollar til det dobbelte.
XO-maskinen skal bidrage til at overvinde den digitale kløft mellem verdens rige og fattige lande og den er udviklet specielt til skolebrug. Men den skal også sælges til almindelige pc-brugere under programmet Give 1 Get 1, hvor man betaler for to computere, og den ene maskine doneres så til et skolebarn i et fattigt land.
Det menes at både Peru, Mongoliet, Libyen og Etiopien er interesseret i computeren, men aftalerne er endnu ikke på plads.