1. Tre smarte programmer til din Android-mobil
På Android Market findes massevis af gratis programmer (apps), der er klar til download. Problemet er bare, at det er meget vanskeligt at overskue den store mængde.
For hvad er godt, og hvad er skidt?
Her på redaktionen har vi givet vores bud på 10 af de bedste programmer, og nu er vi klar med en håndfuld mere.
Vi har gjort det nemt for dig at downloade de omtalte apps ved at tilføje firkantede stregkoder til artiklen. Med en Barcode Scanner kan du aflæse stregkoderne med din mobil og gå direkte til download - her kan du læse mere om Barcode Scanner og stregkoder.
2. Tv-guide på mobilen
Ontv
Web: Ontv.dk
Få overblikket over hvad du kan se i fjernsynet i aften. Det er muligt med denne app, der har programguider over alle danske tv-kanaler.
Du kan få et her og nu overblik, eller hvis du opretter dig som bruger på websiden Ontv.dk, kan du få reminders og mulighed for at sammensætte en tv-uge.
3. Hold styr på sms-beskederne
Handcent SMS
Web: Handcent.com
Sms-program, der er mere overskueligt end Andriods eget. Sms-beskederne gemmes i messenger-lignende tråde som talebobler.
Har en beskedtæller, der kan nulstilles, så man kan holde styr, på hvor meget man sms'er. Husk at slukke dit normale sms-program, så du ikke får dobbelt notificering.
4. Download podcast nemt
Google Listen
Podcast-program til download og afspilning af engelske podcasts. Kan også streame podcasts. Programmet kan endda huske, hvor du er nået til i en podcast!
Det er muligt at sætte denne app til udelukkende at downloade podcasts via trådløst netværk for at spare på 3G-udgifterne.
Desværre virker søgefunktionen ikke med danske podcasts, men de kan sagtens tilføjes manuelt. Google Listen er kun til lyd, ikke til video-podcasts.