Den offentlige og skandaleramte indkøbsorganisation SKI opsiger nu tre it-aftaler, der ikke lever op til udbudsreglerne. Yderligere to it-aftaler ændres.
Det oplyser SKI i en pressemeddelelse, der er sendt ud få minutter efter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kendt en SKI-rammeaftale ulovlig.
De tre it-aftaler, der opsiges, er 02.08 Tele og Data, 02.23 IT Drift og 04.12 Tryk, Kommunikation og websites.
Sidstnævnte aftale genudbydes ikke, oplyser SKI.
De to it-aftaler, der ændres og får ny vejldning, er 02.02 Computere og 02.18 Systemløsninger.
Du kan selv læse om alle ændringerne her.
SKI beklager
I meddelelsen beklager konstituret direktør Signe Lynggaard Madsen det bøvl, som it-leverandørerne nu skal igennem.
"Jeg beklager den store ulejlighed, som kunder og leverandører vil opleve i den omstillingsproces, vi har indledt," udtaler hun.
Tidligere har SKI også måttet genudbyde et stort it-konsulentudbud. Også dengang var der rod i juraen.
I alt vil 16 af SKI's rammeaftaler blive opsagt - heriblandt de tre it-aftaler. Fem vil blive opsagt uden at blive genudbudt. Og otte aftaler vil blive ændret i den omfattende oprydning.
SKI omsætter for 13 milliarder kroner om året.