Læs også:
Prosa-ungdom: Sådan spejler vi WikiLeaks
Få overblikket over WikiLeaks-sagen her.
Efter it-fagforeningen Prosas ungdomsudvalg i sidste uge opsatte en spejling af den omstridte web-sladrehank Wikileaks' hjemmeside for at bevare informationerne på nettet, har debatten raset på Prosa-hjemmesiden.
I 170 debatindlæg har folk tilkendegivet deres holdning til Prosas Wikileaks-støtte.
Flere medlemmer er direkte negative over supporten til whistleblower-sitet.
"I er nu med til at offentliggøre en liste med terrormål, der viser, hvordan man som terrorist kan skade USA og dermed den vestlige civilisation mest muligt. Vi snakker her om fortrolige oplysninger der kan bruges i et angreb mod os, ikke bare noget diplomatfnidderfnadder," skriver Prosa-medlemmet Tue Westmark Steensen i Prosa-debatten.
Han sætter lighedstegn mellem støtten til Wikileaks og landsforræderi og spionage, da et af de lækkede Wikileaks-dokumenter har udpeget potentielle terrormål i Danmark.
Ryster ikke på hånden - mere
I lighed med Tue Westmark Steensen lufter flere medlemmer deres utilfredshed med Prosa-støtten ved at overveje deres medlemskab af fagforeningen.
Den slags udtalelser på Prosa-sitet får dog ikke fagforeningen til at ryste på hånden, selv om en af mændene bag serverspejlingen, Víðir Valberg Guðmundsson, fra Prosas ungdomsudvalg erkender, at fagforeningshænderne har rystet lidt undervejs i processen.
"Vi har naturligvis haft diskussioner om beslutningen, men i Prosas ungdomsudvalg var kun ét medlem ud af 35 imod spejlingen," siger Víðir Valberg Guðmundsson fra Prosas ungdomsafdeling.
Flere medlemmer trods afgang
Han understreger, at flertallet af medlemmer i debatten har bakket op omkring spejlingen, selvom fagforeningen allerede har mistet en god håndfuld medlemmer som følge af Wikileaks-spejlet.
"Vi tror faktisk på, at aktionen samlet set kan give flere medlemmer, fordi initiativet styrker Prosa som en fagforening med klare holdninger til et frit internet," lyder det fra Víðir Valberg Guðmundsson.
Han understreger, at Prosa ikke spejler Wikileaks' hjemmeside for at provokere.
Spejlingen er derimod et direkte udtryk for beslutningen på foreningen egen delegerede forsamling i november, hvor fagforeningen vedtog, at den skulle arbejde for et frit og åbent internet.