Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Executive d. 24. august 2007.
It-afdelingen kan bidrage innovativt til virksomheden, hvis ledelsen insisterer på business cases, cost-benefit-analyser og projekter til tiden.
I virkeligheden er det slet ikke så mystisk, at it-afdelingen ikke altid er helt med på pulsen i den innovative proces.
Se blot på den typiske proces for et it-projekt: Først fødes idéen - typisk hos virksomhedens ledelse.
Idéen omformuleres efterfølgende til et projekt. Først udarbejdes der solide, gennemarbejdede business cases, så bliver projektet beskrevet i en detaljeret projektplan og i Gantt-diagrammer - og det hele rundes af med en veltilrettelagt implementeringsfase.
Ikke alene er det et sundhedstegn, når det foregår på den måde, det er en absolut nødvendighed for en højeffektiv it-afdeling.
Medaljens bagside
Men alle medaljer har som bekendt en bagside.
"I it-afdelingerne skal der defineres et klart og komfortabelt rum, hvor der kan eksperimenteres," siger CIO hos Danfoss, Kenneth Egelund Schmidt, der også er talsmand for arbejdsgruppen "Den Digitale Virksomhed" i tænketanken CIO Innovation Forum, der i onsdags holdt årsmøde i København.
Han understreger, at den ekstra dimension i it-afdelingen ikke skal afløse de eksisterende, veletablerede processer.
"It-afdelingen må endelig ikke blive et eksperimentarium fyldt med luftkasteller - så er vi jo bare tilbage til dotcom-dagene," siger han.
Men derfor kan it-afdelingen godt åbne for eksperimenterne.
"It-afdelingen skal i langt større omfang se på sine projekter ud fra et porteføljeperspektiv, hvor der findes forskellige projekter, hvoraf nogle af dem er mere risikofyldte end andre," siger Kenneth Egelund Schmidt.
Ifølge erhvervsforsker Reimer Ivang, der netop har forsvaret sig ph.d-afhandling om samme, er problemet, at de gode idéer alt for ofte støder på en mur i it-afdelingen.
Udnyt alle idéerne
I virksomhedernes forskellige afdelinger sidder der ofte en masse idérige specialister inden for forskellige felter. Men når de ringer til it-afdelingen, støder de nemt på en mur af projektbeskrivelser og business cases.
"En god idé kan hurtigt blive kvalt i styregruppe, business cases og it-governance-modeller. Det er ærgerligt, for det er en kendsgerning, at de store innovationer som regel skabes, når der eksperimenteres," siger Reimer Ivang.
Ifølge Reimer Ivang bør it-afdelingen ud at kæmpe kampene, der hvor de vindes.
For at det skal lykkes, skal alle aktører som kunder, medarbejdere og leverandører knyttes sammen i netværk på kryds og tværs. Inden for de enkelte netværk skal det være muligt at eksperimentere.
"Hvis man ønsker at skabe en løsning til videndeling, er det ikke nødvendigvis den rigtige løsning at investere i et stort og dyrt videndelingsystem. Muligvis kan selve eksperimentet håndteres ved at oprette en simpel hjemmeside," siger Reimer Ivang.
Fordelen ved at knytte netværkene på kryds og tværs sikrer også, at der er fokus på anvendelsessiden.
Se på anvendelsen
"Alt for ofte bliver systemerne udtænkt, fordi nogen fjernt fra hverdagen forestiller sig, at en løsning vil være gavnlig. Men det hjælper ikke noget at installere en kompleks e-handelsløsning, hvis kunderne slet ikke bruger den," siger han.
Med netværk på kryds og tværs vil der helt automatisk komme større fokus på anvendelsessiden. Ifølge Reimer Ivang ligger der fortsat store potentialer i at udnytte de eksisterede it-systemer endnu mere optimalt.
Metoden kan endda afsløre, at utilfredsheden med et nyt kunderelationssystem slet ikke bunder i systemet, men i aflønningen af medarbejderne.
"Hvis den enkelte medarbejder bliver aflønnet på baggrund af sit eget salg, er det måske tvivlsomt, om vedkommende ønsker at dele kundeinformationerne," siger Reimer Ivang.
Dermed lægger han også op til, at det i virkeligheden er en ledelsesmæssig opgave.
"Det er en bred ledelsesopgave at skabe rammerne for at styrke it-afdelingen. Topchef og ledelsesgruppe skal italesætte, at it-afdelingen får en ny rolle og legitimere en mere eksperimenterende tankegang," siger Reimer Ivang, der blandt andet henviser til Peter Straarup fra Danske Bank
"Han fortæller offentligt om, hvad teknologien gør for banken - og legitimerer dens vigtighed," siger han.
Faktaboks 1: De ændrede markedet
Telmore og Ryan Air er eksempler på virksomheder, som har udnyttet den digitale teknologi til at vende op og ned på markedets traditioner, der gør, at virksomhederne i bestemte brancher typisk agerer, som de andre virksomheder på markedet.
Netop ved at bryde med denne tradition, kan virksomhederne frigøre et stort potentiale, mener erhvervsforsker Reimer Ivang.
Blandt de gode eksempler peger han på Telmore, der revolutionerede telemarkedet ved at skabe en ny forretningsmodel, hvor kunderne indbetalte penge på forskud, i stedet for at modtage regninger, der typisk var meget dyre for teleselskaberne at udsende.
Et andet eksempel på denne type innovationer er Ryan Air, som revolutionerede flybranchens afregningsmodeller.
Faktaboks 2: Mestrene kåres i 2008
Arbejdet med at definere nye rammer om den digitale virksomhed munder i 2008 ud i en konkurrence, der hedder Digitaliseringsprisen 2008. Alle virksomheder kan deltage i kampen om kåringen af Danmarks bedste it-initiativ.
Konkurrencen bliver arrangeret i samarbejde med blandt andre IDC Nordic og tager udgangspunkt i de to nye parametre for digitaliseringen af virksomheden - om virksomheden har formået at skabe ekstraordinær værdiskabelse med den digitale teknologi, og om virksomheden har opnået en differentieringsfordel i forhold til den gængse måde at drive forretning på.
"Alle virksomheder - store og små - vil have en chance for at være med, når vi måler på den måde," fortæller erhvervsforsker Reimer Ivang.
Hverken han eller Danfoss-CIO Kenneth Egelund Schmidt vil komme nærmere ind på udvælgelseskriterierne, for - som de siger - så vil de smage deres egen medicin og gerne blive overrasket.
"Vi er ude efter den gode historie - og ude efter at se, hvem der har været dygtigst til at udnytte samspillet mellem virksomhedernes aktører, virksomhedens produkter og virksomhedens kunder," forklarer Reimer Ivang.
OriginalModTime: 16-08-2007 13:52:02