"Jeg kan kun sørge for at låse min dør om natten"

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. april 2007.


Blog Fri meningsudveksling på nettet har også sine mørke sider. Især når man er kvinde. Den berømte amerikanske blogger Heather B. Armstrong fortæller om prisen for at lægge sit privatliv på nettet.

Den kendte amerikanske blogger Heather B. Armstrong, er overbevist om at kvinder er langt mere udsat for had end mænd, når der blogges. Under navnet Dooce blogger hun om sit familieliv, og hun er blevet vant til hadske kommentarer om hende som selvoptaget, dårlig mor og kønsobjekt.

DU DUER KUN TIL AT SUTTE PIK.
HOLD OP MED AT MISBRUGE DIT BARN.
DU YNKELIGE MENNESKE!
FÅ ET LIV.
DUM OG STUPID.
MÅ JEG SUTTE PÅ DINE TÆER?
Umiddelbart ikke de mest sobre kommentarer i en samtale - hverken i den virkelige verden eller online. Ikke desto mindre er det nogle af de kommentarer, som den amerikanske blogger Heather B. Armstrong er udsat for.
Hendes blog på www.dooce.com blev kendt, da hun blev fyret fra sit job som webdesigner i 2002, fordi hun havde omtalt sit arbejde på bloggen.
Debatten efter hendes fyring var så intens, at ‘dooce' i dag er synonymt for det at blive fyret for at blogge.
I dag er hendes blogs så populær, at hun kan forsørge sin familie med indtægterne fra bannerreklamer.
"Som kvinde får jeg hele tiden seksuelt eksplicit møg i min mailboks. Indtil nu har jeg ikke kommenteret det offentligt, fordi så kommer der bare mere," siger hun.
Dødstrusler
Computerworld interviewer Heather B. Armstrong over telefonen fra hendes hjem i staten Utah i det vestlige USA. Anledningen er den debat, som i USA blev antændt af dødstrusler mod en anden amerikansk kvindelig blogger Kathy Sierra.
I dag har Kathy Sierra trukket sig tilbage fra sin blog og offentligheden i frygt for, at de hadske angreb a la "Jeg håber nogen skærer din hals over og onanerer ned i munden på dig".
Et spørgsmål, der står tilbage, er, om den slags ytringer er med til at ødelægge det frie ord på nettet. Hvor nogle holder sig væk af frygt for hadske angreb.
Forløbet fik blandt Jimmy Wales, stifter af online-encyklopædien Wikipedia, sammen med en række andre internet-personligheder til at foreslå at indføre en god tone på blogs for at undgå den slags i fremtiden.
Nok har Heather B. Armstrong endnu ikke fået dødstrusler, men ligesom Kathy Sierra har hun oplevet at få sin privatadresse offentliggjort på nettet.
Skreg ind i væggen
"Jeg har fundet min privatadresse postet på ubehagelige hjemmesider sat op for at gøre grin med mig," fortæller hun. Trods hendes henvendelser disse sites ikke ønsket at fjerne den fra hjemmesiderne.
"Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at ignorere det. Jeg kan kun sørge for at låse min dør om natten," siger Heather B. Armstrong.
Hun og hendes mand, Jon Armstrong, har endvidere sørget for at få hemmeligt nummer og adresse. Og hendes adresse på hjemmesiden fører bare hen til en postboks.
"Og den er ikke nærheden af vores hjem," siger Heather Armstrong.
Hvis hun skal vælge, så er den værste kommentar rettet mod hende som mor. Hendes 3-årige datter Leta var sen til at begynde at gå, hvad Heather Armstrong bloggede om. En læser beskyldte hende for bevidst at holde hendes datter tilbage.
"Jeg blev beskyldt for at lide af Münchausens syndrom ved at skade min datter for at få opmærksomhed," siger Heather B. Armstrong.
Tavshed i telefonen.
Hvad var din reaktion på det?
"Jeg gik ned i kælderen og skreg ind i væggen. Og så fik jeg lidt for meget at drikke den aften."
Det sidste halve år er det lykkedes hende at distancere sig selv fra de mange hadske angreb, der selv om de langt fra udgør flertallet af kommentarer, ramte særligt hårdt i de første år.
"Første gang det sker, er det jo fuldkommen forfærdeligt at opleve."
Hendes pointe er, at det er de færreste mennesker, der begynder at blogge for at fornærme nogen.
"Jeg begyndte jo ikke på min blog for at gøre nogen vrede. Jeg regnede slet ikke med at få hade mails for. Mine intentioner var jo gode," siger Heather B. Armstrong.
Selv i dag forstår hun ikke, hvordan andre mennesker kan komme frem til at dømme hende som kvinde, mor og kone.
Seksuelle undertoner
Hun er overbevist om, at kvinder er særligt udsatte på nettet:
"Selv om min mand også har en blog, får han ikke i nærheden den samme mængde verbal svovlsyre spyttet efter sig som jeg gør."
Hvorfor skulle det være anderledes for kvinder?
"Jeg ser altid kvinder beskrevet som seksuelle væsner. Og det sker ikke for mænd."
Hun har bemærket, at nærmest som en naturlov kommer sex-kommentarern mindre end 32 timer efter hun har sat et nyt indlæg på bloggen.
"Da skal en eller anden kommentere et eller andet ved min krop eller min rolle som kvinde. Det ender altid derhenne."
Selv om Heather B. Armstrong sympatiserer med intentionerne bag forslaget om retningslinjer for god opførsel, en code of conduct, tror hun ikke på forslagets levedygtighed.
"Jeg forstår intentionerne bag forslaget, men det er bare ikke realistisk. Nettet vil bare altid være det store vilde vesten. Det er bare ikke muligt," siger hun.
Selv om hun forsøger at modere blandt kommentarerne på hendes blog for at holde en ordentlig tone, så tror hun ikke på, at det kan udbredes til andre.
Hvorfor er forslaget ikke realistisk?
"Der er bare for mange 14-årige, der sidder og skriver på nettet."
På den anden side væmmes hun ved de, der i den amerikanske debat gør grin med forslaget.
"I betragtning af hvad Kathy Sierra gik igennem, så er det for langt ude. Hvad hun blev udsat for, er alvorligt, og det kan jeg ikke få mig selv til at grine af."

Se Heather B. Armstrongs blog her: www.dooce.com

Billedtekst: Opmærksomhed Heather B. Armstrong blogger under navnet Dooce om sig selv og sin familie. Hun er en habil fotograf og har hundredvis af billeder liggende på sin hjemmeside.
Fotos fra Dooce's blog

Sidehistorie
Nemt at tale grimt på nettet
Hvad får folk til at gå over gevind på nettet? Hvad kan få ellers normale velfungerende mennesker til at bruge nedladende eller grimme ord i en blogkommentar? Og nettet den perfekte legeplads for psykopatiske dødstrusler?
Computerworld spørger eksperterne for at få et svar på spørgsmålene?
"Vi har alle en masse, som vi ikke vil sige, fordi det vil være for groft. Men på nettet har vi en distance i kommunikationen, som gør det anderledes, hvis vi så hinanden," siger Jesper Hermann, lektor og underviser i faget sprogpsykologi på Københavns Universitet.
Listbeth Klastrup, lektor på Center for Designforskning, har forsket i interaktiv kommunikation og debat på blogs. Hun peger ligesom Jesper Hermann på, at kommunikationen på nettet foregår asynkront, i og med budskab først modtages så meget senere end afsendelsen
"Du siger noget, som folk først modtager siden hen. Og det gør, at det bliver mindre ubehageligt at sige noget rigtigt grimt. Du kan jo ikke se folks reaktion med det samme som hvis du sad ansigt til ansigt med dem," siger lektor Lisbeth Klastrup.
"Når folk kan reagere lige med det samme, så er du mere forsigtig med, hvad du siger til dem," siger Lisbeth Klastrup. Som et eksempel er det jo nemmere at poste et rigtigt grimt brev til en ek-kæreste end at sige det til vedkommendes ansigt.
"Og det handler om forskellen i tid og rum som det afgørende," fortæller Lisbeth Klastrup. Netop dette kan få ellers pæne mennesker til at krydse grænsen, mens andre går langt videre.
"Psykopater har principielt virkelig chancen for at være modbydelige på
nettet. Og gennem længere tid end de måske ville få lov til i en offline sammenhæng," siger Lisbeth Klastrup.
Jesper Hermann er selv overrasket, at hans egne studerende ofte tager ord på nettet mere alvorligt.
"De havde mere tiltro til information på nettet. Det var mere virkeligt for dem," siger Jesper Hermann. Og alt andet lige kan det pege i retningen af, at hadske angreb virker så meget hårdere på ofrene.

OriginalModTime: 19-04-2007 13:32:36




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere